Viser opslag med etiketten Vancouver Canucks. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vancouver Canucks. Vis alle opslag

tirsdag den 3. juli 2012

Pavel Bure i Hall of Fame

Sammen med Joe Sakic, Adam Oates og Mats Sundin blev Pavel Bure sidste uge valgt ind i Hockey Hall of Fame i Toronto. Dermed blev han den første 'rigtige' Canucks-spiller i HHOF når man ser bort fra spillere der kun var i Vancouver i enkelte sæsoner uden succes (her tænkes specifikt på Mark Messier og Mats Sundin).

Eftersom Bure egenhændigt er skyld i at jeg blev Canucks-fan, kan jeg kun sige: "Det var sørme også på tide!" Bure var en dynamisk spiller der alene var billetprisen værd i en periode hvor Canucks kun sjældent havde et slagkraftigt hold. Han havde derfor også ofte kædekammerater der nøgternt set lå langt under Bures niveau. Han var drivkraften bag, og stjernen på, det hold der overraskede stort ved at nå Stanley Cup-finalen 1994. Han huskes især for at have scoret det spektakulære afgørende mål i overtiden i første runde af slutspillet mod Calgary Flames. Dét mål er da også nr. 1 på denne liste over Bures 10 bedste mål.



På trods af alle hans åbenlyse kvaliteter, er der alligevel et noget ambivalent forhold mellem Bure og Canucks. Han deler nærmest byen Vancouver ned gennem midten. Mange mener (inkl. undertegnede) at klubben ved adskillige tilfælde behandlede Bure dårligt, og at det derfor ikke var underligt at Bure til sidst nægtede at spille for klubben og forlangte at blive tradet. Andre lægger skylden på Bure, og har endnu ikke tilgivet ham at han vendte klubben og byen ryggen.

Jeg tilhører som nævnt den første kategori. Det siges bl.a. at engang da Bure forhandlede ny kontrakt med Vancouver og de var blevet enige om et beløb, mødte Bure op på GM Pat Quinn's kontor for at skrive under. Pludselig var det beløb man enedes om blevet ændret fra amerikanske til canadiske dollars, som på det tidspunkt var væsentligt lavere i kurs.

Der skal dog ikke herske nogen tvivl herfra om at Bure er den bedste spiller Canucks nogensinde har haft. Han var vel nok den mest dynamiske spiller i sin samtid og mindede en del i spillestil om en ung Alexander Ovechkin. Desværre sled denne spillestil hårdt på Bure og han gennemgik bl.a. flere store knæoperationer inden han stoppede sin karriere i en alder af blot 32. Han opnåede således ikke den langvarige karriere som ofte er en stor hjælp for at blive optaget i HHOF. Og han spillede i en tid hvor defensiven var i højsædet og hooking og holding og alle mulige andre former for obstruction var tilladt i en grad som ikke tåler sammenligning med hvad der tillades i dag. Alligevel opnåede han et imponerende PPG på 1,11 - foran bl.a. Bobby og Brett Hull, Mark Messier, Adam Oates og Ron Francis.

Nu er der imidlertid gået 14 år siden Bure forlod Canucks. Måske tiden læger alle sår? Der går ihvertfald rygter om at Vancouver har tilbudt Bure 'en ceremoni af en slags'. Noget som Bure efter sigende har sagt han ikke er parat til. Her tillader jeg mig at gætte på at der er tale om at tilføje Bure til Canucks' såkaldte 'Ring Of Honor'. Noget som Orland Kurtenbach, Kirk McLean, Thomas Gradin og Harold Snepsts tidligere har haft æren af. Utvivlsomt en hæder et niveau eller to under at få fredet sit nummer, så på den baggrund kan jeg godt forstå at Bure har sagt 'tak, men nej tak'.



Uden at der skal gå totalt TMZ i denne blog, så bemærkede jeg at Ovechkin i dag var courtside ved Wimbledon da Maria Kirilenko spillede sig i kvartfinalen tidligere i dag. Når man først én gang har fået smag for blondiner... Måske prøver Ovechkin bare at følge Bures eksempel endnu en gang. Bure var efter sigende forlovet med selveste Anna Kournikova en overgang.



onsdag den 6. juni 2012

Krutov i koma

Den tidligere sovjetiske storspiller Vladimir Krutov er blevet lagt i kunstigt koma på et hospital i Moskva, formentlig som følge af indre blødninger. Hans tilstand betegnes som kritisk.

Krutov var en fast bestanddel på det sovjetiske landshold op igenem 80'erne inden han i 1989 som en af de første russere skiftede til NHL og Vancouver Canucks. Opholdet hos Canucks var dog ingen udpræget succes. Krutov, der i forvejen var en kort, tætbygget spiller, blev i Canada beskyldt for at være decideret overvægtig, ligesom han også led af hjemve. Derfor blev det kun til en sæson hos Canucks inden turen gik tilbage til Europa hvor han først spillede nogle sæsoner i Schweiz - bl.a. sammen med Anatolij Chistyakov - inden han afsluttede med fire sæsoner i svensk Division 1 og Division 2.

Krutovs senere karrierevalg kan tolkes som et udtryk for at han var træt af livet på det absolutte eliteniveau, efter mange år under Viktor Tikhonovs nærmest diktatoriske ledelsesstil. Der skal dog ikke herske tvivl om at Krutov var en fantastisk spiller. Samen med Igor Larionov og Sergej Makarov udgjorde han op igennem 80'erne den såkaldte 'KLM-kæde', Sovjetunionens ubestridte førstekæde.



Med et ydmygt håb om at Google Translate kan klare opgaven:

скорейшего выздоровления, Владимир!



torsdag den 24. maj 2012

To år mere til Vigneault

Alain Vigneault får to år mere bag Canucks´ bænk. Dette kommer ikke helt overraskende, selvom der en overgang verserede rygter om at Canucks´ ejer Francesco Aquilini umiddelbart efter Stanley Cup-exitten mod LA angiveligt skulle have ønsket at GM Mike Gillis fyrede Vigneault med omgående virkning. I første omgang lykkedes det Gillis at overtale Aquilini til at vente et par uger før man evaluerede på sæsonen, og nu er man altså nået frem til den konklusion at Vigneaults præstation fortjener to år mere...

Jeg vil da også mene at langt de fleste af Canucks´ fejltrin i løbet af sæsonen skyldes GM´en Mike Gillis mere end det skyldes Vigneault. Hodgson-tradet har jeg været inde på i tidligere indlæg og efterhånden som nyhederne om div spillerskader kommer frem, undrer det mig især at man alt for tidligt fik Ryan Kesler tilbage fra hans skade. Nu viser det sig at han rent faktisk spillede med en skade gennem hele sæsonen. Jeg forstår ikke hvorfor man ikke lod ham restituere i ro og mag indtil han var 100 % skadesfri. Igen skal man huske på at Canucks aldrig rigtig var i en situation hvor slutspilspladsen for alvor var truet, heller ikke da man startede sæsonen tungt.

Så tror jeg desuden at Gillis lader tvivlen komme Vigneault til gode. Ikke fordi de to er bonkammerater, men simpelthen fordi at Gillis er så snu at han ved at hvis han fyrer træneren skal han ansætte en ny træner og hvis denne nye træner så ikke kan levere de ønskede resultater peger pilen pludselig på Gillis da det jo var ham der ansatte den nye træner.

mandag den 23. april 2012

Sæsonen er slut... Det er bare ikke i orden

Den nåede ellers kun lige at komme i gang.

Det er godt nok skuffende at være Canucks-fan ovenpå den hurtige exit fra Stanley Cup-slutspillet. Holdet var godt nok til at grundspillet nærmest bare var noget der skulle overstås. I det lys er det kun ekstra skuffende at man ikke virkede klar da slutspillet gik i gang:

  1. Man starter med at tabe tre kampe til LA før man kommer op i et gear der bare tilnærmelsesvis ligner slutspilsniveau. Det er ikke i orden.
  2. Man gik ind i slutspillet med den tro at Roberto Luongo var den målmand der gav klubben størst mulighed for at vinde. Det viste sig ikke at være tilfældet og selvom Luongo ikke var dårlig og jeg bestemt ikke forsøger at gøre ham til skurk, så burde Alain Vigneaults analyse af præstationerne i grundspillet (og sidste sæsons slutspil) have været så skarp at man havde valgt Schneider som førstemålmand inden slutspillet begyndte. Al statistik pegede på Schneider og han havde også spillet nogle af grundspillets vigtigste kampe - som f.eks. Stanley Cup-revanchekampen i Boston. Det er ikke i orden at man ikke traf det rigtige valg fra starten, når nu man reelt havde 82 grundspilskampe til at beslutte sig.
  3. Jeg har tidligere været inde på at jeg finder Hodgson-tradet til Buffalo uheldigt. Selv hvis man havde analyseret sig til at holdet havde brug for en hårdfør type til fjerdekæden, så viste Kassian med al ønskelig tydelighed at han ikke var klar til at udfylde dén rolle. For et hold som Vancouver, der med rette bør være i et 'vind-nu mode', er det ikke i orden at man trader Hodgson for en mand der ikke kunne bidrage med noget her og nu. Det er et trade der til dels falder på Vigneault, da han ikke bryder sig om at ha' en rendyrket offensiv spiller som Hodgson i sin tredie-kæde. Derfor tradede man sig til defensiv-specialisten Påhlsson og mente sig dermed at have råd til at trade Hodgson. Jeg mener at en god træner bør kunne arbejde med de spillere han nu en gang har til rådighed. Jeg synes sagtens man kunne være nået langt med tre scoring lines ud fra de spillere man havde til rådighed før Hodgson-tradet. Tilmed havde man haft mulighed for at flytte Hodgson op i en top 6-rolle efterhånden som Raymond, Booth eller måske endda Kesler underpræsterede. Vi har hørt til hudløshed hvor vigtigt det er at have bredde på backsiden da skader er uundgåelige. Jeg synes at vi her har et bevis på at bredde på forwardsiden osse er en rar ting at have.

torsdag den 19. april 2012

0-1 efter 1. periode

Første periode er overstået i Los Angeles og LA fører 1-0 på et mål af Anze Kopitar.

Der var helt sikkert ikke noget Schneider kunne gøre på scoringen. Det er decideret skræmmende at se hvordan Vancouvers backer virker tøvende og har utroligt svært ved at skille sig fornuftigt af med pucken. Det virker til at LA har læst alle Vancouvers opspilskombinationer.

Jannik Hansen er nu tilbage i trediekæden med Sami Påhlsson og Chris Higgins mens David Booth er rykket op i førstekæden hvor han spiller sammen med tvillingerne.

Scneider starter for anden kamp i træk

Cory Schneider starter den fjerde kamp i serien mod LA. Det lader også til at Daniel Sedin vil gøre comeback i nattens kamp hvor Vancouver risikerer at blive slået ud af slutspillet. Jeg forventer at man vil give sig 110% for at holde sig i live i slutspillet. Det er ikke sikkert at dét er nok til at man vinder, men yder man mindre end det, vil jeg være mega-skuffet...

Jeg synes det er interessant at man starter Schneider for anden kamp i træk. Dette kan tolkes derhen at Roberto Luongo ikke længere er at regne for førstemålmand, men at Schneider og Luongo nu mindst regnes som sideordnede. Hvis Schneider starter betyder det at de begge har startet to kampe i dette slutspil. Dermed synes jeg også man åbner en dør på klem for at trade Luongo til sommer: Hvis man mener de to er lige gode, hvorfor så ikke beholde den yngre, billigere model og trade Luongo?


Luongo har selvfølgelig en no-trade klausul, men jeg tror ikke det vil blive svært at overtale ham til at ikke udnytte den klausul hvis man går til ham og siger han er at regne som andenmålmand fra nu af, såfremt han ikke vil trades. Det bør ikke være et problem at finde en interesseret klub. Luongos kontrakt er ganske vist monster-lang, men det beløb der tæller mod lønloftet er ikke urimeligt for en spiller af Luongos kaliber. Jeg tror at man er villig til at trade dén af de to der vil give det største udbytte den anden vej i et trade.


lørdag den 14. april 2012

Uhadada VAN

Canucks 2 Los Angeles 4 (Los Angeles fører serien 2-0)

 

Vancouver har nu for alvor ryggen mod muren efter at man i nat tabte den anden hjemmekamp i slutspillet. Jeg synes at man for alvor mærker de mangler holdet har i år i forhold til sidste sæson i nattens kamp. Med skader til Daniel Sedin og en Ryan Kesler langt fra sidste sæsons niveau. Der er absolut intet at indvende mod LA's sejr i nat, den var fuldt fortjent. Man spiller simpelthen langt mere disciplineret og holder sig mere til sit koncept end Vancouver.

Med tilgangen af Richards og Carter har man også større bredde end Vancouver pt. Det var netop derfor at det ærgrede mig at man tradede Cody Hodgson. Med en af tvillingerne ude havde det været genialt at kunne flytte en Hodgson op i førstekæden. Al ære og respekt for det stykke arbejde som Jannik Hansen leverer, men en Hodgson har lidt flere strenge at byde på rent offensivt. Desuden ødelægger det trediekæden når Jannik Hansen flyttes op.

Det var ellers et flot mål Hansen fik sat ind på en snedig styring, godt sat op af Henrik Sedin. Men fortsætter det på denne måde bliver det til VM at vi kan få flere af den slags at se...



Som altid når Vancouver spiller bliver der holdt godt øje med Luongos præstation. Han gjorde det vel udemærket igen i nat, men jeg tror det vil være en god idé at starte med Schneider i kamp 3, mest af alt for at se om dét kan ruske op i et hold der ikke ser ud til at give den fuld gas.

torsdag den 12. april 2012

Canucks dukket i kamp 1

 Canucks 2 Los Angeles 3 (LA fører serien 1-0)

Det var skuffende at se Vancouvers indsats i nattens første kamp i Stanley Cup-slutspillet. Man spillede uskarpt og uden identitet.

Med tradet af Hodgson til Buffalo for Zack Kassian indikerede GM Mike Gillis at man ønskede en mere fysisk spillestil. Angiveligt for at matche bedre i en evt rematch mod Boston. I mine øjne kan det have ført til at man har sat sig mellem to stole. Læg dertil at man vel højst har 20-25 procent chance for at stå over for Boston, hvis man skulle kæmpe sig hele vejen til Stanley Cup-finalen.

Tradet bygger også på en forudsætning om at dommerne lægger samme linie som de gjorde i sidste sæsons slutspil. Det er der en del der tyder på at man ikke vil. Det minder lidt om da Anaheim vandt trofæet med en uhørt hård spillestil. Året efter fik man slet ikke lige så lang snor af dommerne og dermed var deres hårde spillestil ikke længere effektiv.

Jeg synes at man allerede efter nattens tre kampe kan spore en hårdere linie fra dommernes side. Det skal blive spændende at følge om denne linie vil blive fulgt hele vejen til trofæet bliver uddelt i juni.

Oveni hatten var Sulzer en vigtig back for Buffalo i de sidste kampe i grundspillet mens Gragnani ikke har gjort det bedre end at han var en healthy scratch i nattens kamp.

Luongo stod en rigtig god kamp. Han blev overladt til sig selv alt for ofte. Han laver en fejl på LA's mål i 3 mod 5 hvor han snyder lidt væk fra den forreste stolpe i forventning om en pasning på tværs af målet. Men det er svært at laste ham alt for meget for at lukke et mål ind i spil 3 mod 5. Et større problem i mine øjne var at Vancouvers backer alt for ofte lod overspille på den udvendige side, en svaghed der har været meget udtalt i denne sæson. Når så en vigtig back som Edler laver mange personlige fejl, bliver det for alvor svært.
Der skal helt klart spilles med større fokus fremover hvis Vancouver skal gå videre fra denne serie. En exit i første runde vil helt klart være uacceptabelt.

Med danske briller var det en udmærket præstation af Jannik Hansen der sluttede kampen minus 1. Et mål han dog ikke var direkte impliceret i. Han var desuden decideret uheldig med en afslutning der prellede af på overliggeren.

onsdag den 11. april 2012

Stanley Cup-jagt starter i nat

Kan så småt mærke spændingsniveauet stige inden nattens første kamp i Stanley Cup-slutspillet. Daniel Sedin bliver ikke klar til første kamp. Sidder med en lidt underlig mavefornemmelse der siger at det nok skal lykkes Vancouver at gå videre uden større problemer - samtidig med en følelse af at det hele kan krakelere på et øjeblik.

Første indlæg


Første post

Eftersom dette er mit første indlæg i denne blog, er det vist på sin plads at jeg starter med at fortælle lidt om mig selv:

Jeg har været ishockey-fan hele mit liv. Jeg har en forkærlighed for følgende hold:

Rødovre Mighty Bulls
Vancouver Canucks

Som et barn af 80'erne er jeg vokset op med at se Sovjetunionen lammetæve Sverige på svensk tv. Russerne var så overlegne at jeg ikke havde fantasi til at forestille mig at NHL kunne hamle op med et russisk hold med KLM, Fetisov og Tretyak og Bykov og Kasatonov osv osv. Efterhånden som NHL fandt vej til Danmark - og de bedste russere fandt vej til NHL, gik det op for mig at Canada mindst var på niveau med russerne, omend der på det tidspunkt var milevid forskel på spillestilen.

Efter at have set en ung Pavel Bure dominere ved VM og derefter smutte til Vancouver, var min skæbne som Canucks-fan beseglet.

Her i denne blog vil jeg skrive om dansk og international ishockey, NHL og alt hvad jeg føler trænger til at få en kommentar med på vejen i den forbindelse. Meget vil blive set med farvede briller, men hvem ved, måske der osse vil komme øjeblikke med overraskende klarhed?

Vi får se... Man siger jo at hvem som helst kan være blogger, så lad os komme i gang.