Viser opslag med etiketten Roberto Luongo. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Roberto Luongo. Vis alle opslag

mandag den 23. april 2012

Sæsonen er slut... Det er bare ikke i orden

Den nåede ellers kun lige at komme i gang.

Det er godt nok skuffende at være Canucks-fan ovenpå den hurtige exit fra Stanley Cup-slutspillet. Holdet var godt nok til at grundspillet nærmest bare var noget der skulle overstås. I det lys er det kun ekstra skuffende at man ikke virkede klar da slutspillet gik i gang:

  1. Man starter med at tabe tre kampe til LA før man kommer op i et gear der bare tilnærmelsesvis ligner slutspilsniveau. Det er ikke i orden.
  2. Man gik ind i slutspillet med den tro at Roberto Luongo var den målmand der gav klubben størst mulighed for at vinde. Det viste sig ikke at være tilfældet og selvom Luongo ikke var dårlig og jeg bestemt ikke forsøger at gøre ham til skurk, så burde Alain Vigneaults analyse af præstationerne i grundspillet (og sidste sæsons slutspil) have været så skarp at man havde valgt Schneider som førstemålmand inden slutspillet begyndte. Al statistik pegede på Schneider og han havde også spillet nogle af grundspillets vigtigste kampe - som f.eks. Stanley Cup-revanchekampen i Boston. Det er ikke i orden at man ikke traf det rigtige valg fra starten, når nu man reelt havde 82 grundspilskampe til at beslutte sig.
  3. Jeg har tidligere været inde på at jeg finder Hodgson-tradet til Buffalo uheldigt. Selv hvis man havde analyseret sig til at holdet havde brug for en hårdfør type til fjerdekæden, så viste Kassian med al ønskelig tydelighed at han ikke var klar til at udfylde dén rolle. For et hold som Vancouver, der med rette bør være i et 'vind-nu mode', er det ikke i orden at man trader Hodgson for en mand der ikke kunne bidrage med noget her og nu. Det er et trade der til dels falder på Vigneault, da han ikke bryder sig om at ha' en rendyrket offensiv spiller som Hodgson i sin tredie-kæde. Derfor tradede man sig til defensiv-specialisten Påhlsson og mente sig dermed at have råd til at trade Hodgson. Jeg mener at en god træner bør kunne arbejde med de spillere han nu en gang har til rådighed. Jeg synes sagtens man kunne være nået langt med tre scoring lines ud fra de spillere man havde til rådighed før Hodgson-tradet. Tilmed havde man haft mulighed for at flytte Hodgson op i en top 6-rolle efterhånden som Raymond, Booth eller måske endda Kesler underpræsterede. Vi har hørt til hudløshed hvor vigtigt det er at have bredde på backsiden da skader er uundgåelige. Jeg synes at vi her har et bevis på at bredde på forwardsiden osse er en rar ting at have.

torsdag den 19. april 2012

Scneider starter for anden kamp i træk

Cory Schneider starter den fjerde kamp i serien mod LA. Det lader også til at Daniel Sedin vil gøre comeback i nattens kamp hvor Vancouver risikerer at blive slået ud af slutspillet. Jeg forventer at man vil give sig 110% for at holde sig i live i slutspillet. Det er ikke sikkert at dét er nok til at man vinder, men yder man mindre end det, vil jeg være mega-skuffet...

Jeg synes det er interessant at man starter Schneider for anden kamp i træk. Dette kan tolkes derhen at Roberto Luongo ikke længere er at regne for førstemålmand, men at Schneider og Luongo nu mindst regnes som sideordnede. Hvis Schneider starter betyder det at de begge har startet to kampe i dette slutspil. Dermed synes jeg også man åbner en dør på klem for at trade Luongo til sommer: Hvis man mener de to er lige gode, hvorfor så ikke beholde den yngre, billigere model og trade Luongo?


Luongo har selvfølgelig en no-trade klausul, men jeg tror ikke det vil blive svært at overtale ham til at ikke udnytte den klausul hvis man går til ham og siger han er at regne som andenmålmand fra nu af, såfremt han ikke vil trades. Det bør ikke være et problem at finde en interesseret klub. Luongos kontrakt er ganske vist monster-lang, men det beløb der tæller mod lønloftet er ikke urimeligt for en spiller af Luongos kaliber. Jeg tror at man er villig til at trade dén af de to der vil give det største udbytte den anden vej i et trade.


mandag den 16. april 2012

Nyt nederlag til Vancouver

Los Angeles 1 Vancouver 0 (LA fører serien 3-0)


Canucks er nu kun én kamp fra en tidlig playoff-exit efter at man i nat tabte 1-0 til Los Angeles. Jannik Hansen var endnu en gang placeret i førstekæden sammen med Henrik Sedin og Alex Burrows, men kunne ligesom sine holdkammerater ikke passere en stærkt spillende Jonathan Quick i LA's mål. Den afgørende scoring blev sat ind af en helt udækket Dustin Brown efter en målmandsretur fra Cory Schneider, der til nattens kamp erstattede Roberto Luongo i Vancouvers mål.

Selvom Vancouver denne gang dominerede ihvertfald de første to perioder, synes jeg endnu en gang ikke at der var noget at indvende mod LA's sejr.

Hvis Vancouver bliver fejet af isen i 4 kampe, vil det formentlig komme til at koste hoveder ét eller andet sted i organisationen. Alain Vigneault kunne stå for tur da han i denne sæson ikke har formået at få spillerne til at levere 100 % når det gælder som mest. Han har desuden været Canucks-træner i 6 sæsoner, så man kunne sikkert argumentere for at det er tid til at få en frisk stemme på bænken. Omvendt tror jeg GM Mike Gillis er klar over at en GM ofte kun får én trænerfyring før flasken peger på ham selv.

søndag den 15. april 2012

Schneider starter i nat

Cory Schneider ser ud til at starte i nattens kamp i Los Angeles. Et modigt valg af Vigneault da Luongo ikke har spillet dårligt i de to første kampe. Dog virker det som om at holdet spiller bedre foran Schneider.

Kampen starter kl 04.30 dansk tid og vises live på TV2 Sport.

lørdag den 14. april 2012

Uhadada VAN

Canucks 2 Los Angeles 4 (Los Angeles fører serien 2-0)

 

Vancouver har nu for alvor ryggen mod muren efter at man i nat tabte den anden hjemmekamp i slutspillet. Jeg synes at man for alvor mærker de mangler holdet har i år i forhold til sidste sæson i nattens kamp. Med skader til Daniel Sedin og en Ryan Kesler langt fra sidste sæsons niveau. Der er absolut intet at indvende mod LA's sejr i nat, den var fuldt fortjent. Man spiller simpelthen langt mere disciplineret og holder sig mere til sit koncept end Vancouver.

Med tilgangen af Richards og Carter har man også større bredde end Vancouver pt. Det var netop derfor at det ærgrede mig at man tradede Cody Hodgson. Med en af tvillingerne ude havde det været genialt at kunne flytte en Hodgson op i førstekæden. Al ære og respekt for det stykke arbejde som Jannik Hansen leverer, men en Hodgson har lidt flere strenge at byde på rent offensivt. Desuden ødelægger det trediekæden når Jannik Hansen flyttes op.

Det var ellers et flot mål Hansen fik sat ind på en snedig styring, godt sat op af Henrik Sedin. Men fortsætter det på denne måde bliver det til VM at vi kan få flere af den slags at se...



Som altid når Vancouver spiller bliver der holdt godt øje med Luongos præstation. Han gjorde det vel udemærket igen i nat, men jeg tror det vil være en god idé at starte med Schneider i kamp 3, mest af alt for at se om dét kan ruske op i et hold der ikke ser ud til at give den fuld gas.

torsdag den 12. april 2012

Canucks dukket i kamp 1

 Canucks 2 Los Angeles 3 (LA fører serien 1-0)

Det var skuffende at se Vancouvers indsats i nattens første kamp i Stanley Cup-slutspillet. Man spillede uskarpt og uden identitet.

Med tradet af Hodgson til Buffalo for Zack Kassian indikerede GM Mike Gillis at man ønskede en mere fysisk spillestil. Angiveligt for at matche bedre i en evt rematch mod Boston. I mine øjne kan det have ført til at man har sat sig mellem to stole. Læg dertil at man vel højst har 20-25 procent chance for at stå over for Boston, hvis man skulle kæmpe sig hele vejen til Stanley Cup-finalen.

Tradet bygger også på en forudsætning om at dommerne lægger samme linie som de gjorde i sidste sæsons slutspil. Det er der en del der tyder på at man ikke vil. Det minder lidt om da Anaheim vandt trofæet med en uhørt hård spillestil. Året efter fik man slet ikke lige så lang snor af dommerne og dermed var deres hårde spillestil ikke længere effektiv.

Jeg synes at man allerede efter nattens tre kampe kan spore en hårdere linie fra dommernes side. Det skal blive spændende at følge om denne linie vil blive fulgt hele vejen til trofæet bliver uddelt i juni.

Oveni hatten var Sulzer en vigtig back for Buffalo i de sidste kampe i grundspillet mens Gragnani ikke har gjort det bedre end at han var en healthy scratch i nattens kamp.

Luongo stod en rigtig god kamp. Han blev overladt til sig selv alt for ofte. Han laver en fejl på LA's mål i 3 mod 5 hvor han snyder lidt væk fra den forreste stolpe i forventning om en pasning på tværs af målet. Men det er svært at laste ham alt for meget for at lukke et mål ind i spil 3 mod 5. Et større problem i mine øjne var at Vancouvers backer alt for ofte lod overspille på den udvendige side, en svaghed der har været meget udtalt i denne sæson. Når så en vigtig back som Edler laver mange personlige fejl, bliver det for alvor svært.
Der skal helt klart spilles med større fokus fremover hvis Vancouver skal gå videre fra denne serie. En exit i første runde vil helt klart være uacceptabelt.

Med danske briller var det en udmærket præstation af Jannik Hansen der sluttede kampen minus 1. Et mål han dog ikke var direkte impliceret i. Han var desuden decideret uheldig med en afslutning der prellede af på overliggeren.