Eftersom Bure egenhændigt er skyld i at jeg blev Canucks-fan, kan jeg kun sige: "Det var sørme også på tide!" Bure var en dynamisk spiller der alene var billetprisen værd i en periode hvor Canucks kun sjældent havde et slagkraftigt hold. Han havde derfor også ofte kædekammerater der nøgternt set lå langt under Bures niveau. Han var drivkraften bag, og stjernen på, det hold der overraskede stort ved at nå Stanley Cup-finalen 1994. Han huskes især for at have scoret det spektakulære afgørende mål i overtiden i første runde af slutspillet mod Calgary Flames. Dét mål er da også nr. 1 på denne liste over Bures 10 bedste mål.
På trods af alle hans åbenlyse kvaliteter, er der alligevel et noget ambivalent forhold mellem Bure og Canucks. Han deler nærmest byen Vancouver ned gennem midten. Mange mener (inkl. undertegnede) at klubben ved adskillige tilfælde behandlede Bure dårligt, og at det derfor ikke var underligt at Bure til sidst nægtede at spille for klubben og forlangte at blive tradet. Andre lægger skylden på Bure, og har endnu ikke tilgivet ham at han vendte klubben og byen ryggen.
Jeg tilhører som nævnt den første kategori. Det siges bl.a. at engang da Bure forhandlede ny kontrakt med Vancouver og de var blevet enige om et beløb, mødte Bure op på GM Pat Quinn's kontor for at skrive under. Pludselig var det beløb man enedes om blevet ændret fra amerikanske til canadiske dollars, som på det tidspunkt var væsentligt lavere i kurs.
Der skal dog ikke herske nogen tvivl herfra om at Bure er den bedste spiller Canucks nogensinde har haft. Han var vel nok den mest dynamiske spiller i sin samtid og mindede en del i spillestil om en ung Alexander Ovechkin. Desværre sled denne spillestil hårdt på Bure og han gennemgik bl.a. flere store knæoperationer inden han stoppede sin karriere i en alder af blot 32. Han opnåede således ikke den langvarige karriere som ofte er en stor hjælp for at blive optaget i HHOF. Og han spillede i en tid hvor defensiven var i højsædet og hooking og holding og alle mulige andre former for obstruction var tilladt i en grad som ikke tåler sammenligning med hvad der tillades i dag. Alligevel opnåede han et imponerende PPG på 1,11 - foran bl.a. Bobby og Brett Hull, Mark Messier, Adam Oates og Ron Francis.
Nu er der imidlertid gået 14 år siden Bure forlod Canucks. Måske tiden læger alle sår? Der går ihvertfald rygter om at Vancouver har tilbudt Bure 'en ceremoni af en slags'. Noget som Bure efter sigende har sagt han ikke er parat til. Her tillader jeg mig at gætte på at der er tale om at tilføje Bure til Canucks' såkaldte 'Ring Of Honor'. Noget som Orland Kurtenbach, Kirk McLean, Thomas Gradin og Harold Snepsts tidligere har haft æren af. Utvivlsomt en hæder et niveau eller to under at få fredet sit nummer, så på den baggrund kan jeg godt forstå at Bure har sagt 'tak, men nej tak'.
Uden at der skal gå totalt TMZ i denne blog, så bemærkede jeg at Ovechkin i dag var courtside ved Wimbledon da Maria Kirilenko spillede sig i kvartfinalen tidligere i dag. Når man først én gang har fået smag for blondiner... Måske prøver Ovechkin bare at følge Bures eksempel endnu en gang. Bure var efter sigende forlovet med selveste Anna Kournikova en overgang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar