tirsdag den 24. april 2012

Tillykke til Herning

Hernings større slutspilsrutine blev afgørende i en finaleserie hvor Odense kom bedst fra start men ikke helt kunne holde niveauet til slut.

Jeg skal ikke lægge skjul på at jeg gerne havde set opkomlingene fra Odense som mestre, men sådan skulle det ikke gå.


PS: Jimmy Bøjgaard, du er outstanding... :)

mandag den 23. april 2012

Sæsonen er slut... Det er bare ikke i orden

Den nåede ellers kun lige at komme i gang.

Det er godt nok skuffende at være Canucks-fan ovenpå den hurtige exit fra Stanley Cup-slutspillet. Holdet var godt nok til at grundspillet nærmest bare var noget der skulle overstås. I det lys er det kun ekstra skuffende at man ikke virkede klar da slutspillet gik i gang:

  1. Man starter med at tabe tre kampe til LA før man kommer op i et gear der bare tilnærmelsesvis ligner slutspilsniveau. Det er ikke i orden.
  2. Man gik ind i slutspillet med den tro at Roberto Luongo var den målmand der gav klubben størst mulighed for at vinde. Det viste sig ikke at være tilfældet og selvom Luongo ikke var dårlig og jeg bestemt ikke forsøger at gøre ham til skurk, så burde Alain Vigneaults analyse af præstationerne i grundspillet (og sidste sæsons slutspil) have været så skarp at man havde valgt Schneider som førstemålmand inden slutspillet begyndte. Al statistik pegede på Schneider og han havde også spillet nogle af grundspillets vigtigste kampe - som f.eks. Stanley Cup-revanchekampen i Boston. Det er ikke i orden at man ikke traf det rigtige valg fra starten, når nu man reelt havde 82 grundspilskampe til at beslutte sig.
  3. Jeg har tidligere været inde på at jeg finder Hodgson-tradet til Buffalo uheldigt. Selv hvis man havde analyseret sig til at holdet havde brug for en hårdfør type til fjerdekæden, så viste Kassian med al ønskelig tydelighed at han ikke var klar til at udfylde dén rolle. For et hold som Vancouver, der med rette bør være i et 'vind-nu mode', er det ikke i orden at man trader Hodgson for en mand der ikke kunne bidrage med noget her og nu. Det er et trade der til dels falder på Vigneault, da han ikke bryder sig om at ha' en rendyrket offensiv spiller som Hodgson i sin tredie-kæde. Derfor tradede man sig til defensiv-specialisten Påhlsson og mente sig dermed at have råd til at trade Hodgson. Jeg mener at en god træner bør kunne arbejde med de spillere han nu en gang har til rådighed. Jeg synes sagtens man kunne være nået langt med tre scoring lines ud fra de spillere man havde til rådighed før Hodgson-tradet. Tilmed havde man haft mulighed for at flytte Hodgson op i en top 6-rolle efterhånden som Raymond, Booth eller måske endda Kesler underpræsterede. Vi har hørt til hudløshed hvor vigtigt det er at have bredde på backsiden da skader er uundgåelige. Jeg synes at vi her har et bevis på at bredde på forwardsiden osse er en rar ting at have.

Shanahammeren slår hårdt - en gang imellem

Så skal jeg ellers lige love for at Brendan Shanahan slog til: 25 spilledages karantæne til Raffi Torres for hans hit mod Marian Hossa. Det er ikke fordi jeg har noget imod den lange karantæne, det er mere de store udsving der er i karantænernes længde. Torres' hit var slemt og det var bestemt ikke første gang han kommer i uføre.

Som Canucks-fan kan jeg ikke undlade sammenligningen med Duncan Keiths albue på Daniel Sedin. Der er i mine øjne ingen tvivl om at Keiths hit var langt værre, idet Keith tydeligvis kun er ude på at skade Sedin. Torres' hit var en tackling der blev sat for højt og som derfor til dels ramte Hossa i hovedet. Keiths albue var kun et forsøg på at ramme Sedin i hovedet og intet andet.

torsdag den 19. april 2012

0-1 efter 1. periode

Første periode er overstået i Los Angeles og LA fører 1-0 på et mål af Anze Kopitar.

Der var helt sikkert ikke noget Schneider kunne gøre på scoringen. Det er decideret skræmmende at se hvordan Vancouvers backer virker tøvende og har utroligt svært ved at skille sig fornuftigt af med pucken. Det virker til at LA har læst alle Vancouvers opspilskombinationer.

Jannik Hansen er nu tilbage i trediekæden med Sami Påhlsson og Chris Higgins mens David Booth er rykket op i førstekæden hvor han spiller sammen med tvillingerne.

Scneider starter for anden kamp i træk

Cory Schneider starter den fjerde kamp i serien mod LA. Det lader også til at Daniel Sedin vil gøre comeback i nattens kamp hvor Vancouver risikerer at blive slået ud af slutspillet. Jeg forventer at man vil give sig 110% for at holde sig i live i slutspillet. Det er ikke sikkert at dét er nok til at man vinder, men yder man mindre end det, vil jeg være mega-skuffet...

Jeg synes det er interessant at man starter Schneider for anden kamp i træk. Dette kan tolkes derhen at Roberto Luongo ikke længere er at regne for førstemålmand, men at Schneider og Luongo nu mindst regnes som sideordnede. Hvis Schneider starter betyder det at de begge har startet to kampe i dette slutspil. Dermed synes jeg også man åbner en dør på klem for at trade Luongo til sommer: Hvis man mener de to er lige gode, hvorfor så ikke beholde den yngre, billigere model og trade Luongo?


Luongo har selvfølgelig en no-trade klausul, men jeg tror ikke det vil blive svært at overtale ham til at ikke udnytte den klausul hvis man går til ham og siger han er at regne som andenmålmand fra nu af, såfremt han ikke vil trades. Det bør ikke være et problem at finde en interesseret klub. Luongos kontrakt er ganske vist monster-lang, men det beløb der tæller mod lønloftet er ikke urimeligt for en spiller af Luongos kaliber. Jeg tror at man er villig til at trade dén af de to der vil give det største udbytte den anden vej i et trade.


mandag den 16. april 2012

Nyt nederlag til Vancouver

Los Angeles 1 Vancouver 0 (LA fører serien 3-0)


Canucks er nu kun én kamp fra en tidlig playoff-exit efter at man i nat tabte 1-0 til Los Angeles. Jannik Hansen var endnu en gang placeret i førstekæden sammen med Henrik Sedin og Alex Burrows, men kunne ligesom sine holdkammerater ikke passere en stærkt spillende Jonathan Quick i LA's mål. Den afgørende scoring blev sat ind af en helt udækket Dustin Brown efter en målmandsretur fra Cory Schneider, der til nattens kamp erstattede Roberto Luongo i Vancouvers mål.

Selvom Vancouver denne gang dominerede ihvertfald de første to perioder, synes jeg endnu en gang ikke at der var noget at indvende mod LA's sejr.

Hvis Vancouver bliver fejet af isen i 4 kampe, vil det formentlig komme til at koste hoveder ét eller andet sted i organisationen. Alain Vigneault kunne stå for tur da han i denne sæson ikke har formået at få spillerne til at levere 100 % når det gælder som mest. Han har desuden været Canucks-træner i 6 sæsoner, så man kunne sikkert argumentere for at det er tid til at få en frisk stemme på bænken. Omvendt tror jeg GM Mike Gillis er klar over at en GM ofte kun får én trænerfyring før flasken peger på ham selv.

Dansk succes i Chicago

Nicklas Jensen scorede i nat sit første professionelle hattrick i sin blot sjette kamp som professionel da Chicago Wolves slog Peoria Rivermen i AHL-grundspillets sidste kamp. Det er stadig meget tidligt, men Jensen ligner bestemt et godt valg af Vancouver på nuværende tidspunkt.

søndag den 15. april 2012

Dansk succes i Berlin

Mads Christensen scorede kampens første mål da Eisbären Berlin tog første stik i DEL-finalen mod Adler Mannheim foran 14200 tilskuere i et udsolgt O2 World Arena i Berlin. Christensens mål blev godkendt efter en længere videogranskning og endte med at blive sejrsmålet da Berlin vandt kampen fuldt fortjent med 2-0.



Undertegnede var imponeret over niveauet i finalen der ganske som ventet blev spillet i højt tempo og med mange tacklinger. Den 25-årige dansker var iøjnefaldende som én af de teknisk set mest velfunderede spillere på isen.

Serien spilles i bedst af 5 kampe.

Schneider starter i nat

Cory Schneider ser ud til at starte i nattens kamp i Los Angeles. Et modigt valg af Vigneault da Luongo ikke har spillet dårligt i de to første kampe. Dog virker det som om at holdet spiller bedre foran Schneider.

Kampen starter kl 04.30 dansk tid og vises live på TV2 Sport.

lørdag den 14. april 2012

Uhadada VAN

Canucks 2 Los Angeles 4 (Los Angeles fører serien 2-0)

 

Vancouver har nu for alvor ryggen mod muren efter at man i nat tabte den anden hjemmekamp i slutspillet. Jeg synes at man for alvor mærker de mangler holdet har i år i forhold til sidste sæson i nattens kamp. Med skader til Daniel Sedin og en Ryan Kesler langt fra sidste sæsons niveau. Der er absolut intet at indvende mod LA's sejr i nat, den var fuldt fortjent. Man spiller simpelthen langt mere disciplineret og holder sig mere til sit koncept end Vancouver.

Med tilgangen af Richards og Carter har man også større bredde end Vancouver pt. Det var netop derfor at det ærgrede mig at man tradede Cody Hodgson. Med en af tvillingerne ude havde det været genialt at kunne flytte en Hodgson op i førstekæden. Al ære og respekt for det stykke arbejde som Jannik Hansen leverer, men en Hodgson har lidt flere strenge at byde på rent offensivt. Desuden ødelægger det trediekæden når Jannik Hansen flyttes op.

Det var ellers et flot mål Hansen fik sat ind på en snedig styring, godt sat op af Henrik Sedin. Men fortsætter det på denne måde bliver det til VM at vi kan få flere af den slags at se...



Som altid når Vancouver spiller bliver der holdt godt øje med Luongos præstation. Han gjorde det vel udemærket igen i nat, men jeg tror det vil være en god idé at starte med Schneider i kamp 3, mest af alt for at se om dét kan ruske op i et hold der ikke ser ud til at give den fuld gas.

fredag den 13. april 2012

Nyt nederlag til U18-landsholdet

U18-landsholdet tabte i dag 8-4 til Tjekkiet. Dermed er facit efter to kampe, to nederlag og en målscore på 5-14. Det er dog værd at notere sig at Oliver Bjorkstrand har personlig succes med to mål i dagens kamp og tre mål i alt. Det kan være den slags præstationer der kan hjælpe Bjorkstrand junior med at finde et CHL-hold til den kommende sæson.

Webers Wrestlemania move

Nashvilles Shea Weber slipper med en bøde på $2500 efter at have skubbet Detroits Henrik Zetterberg ind i banden i de to holds første møde i årets slutspil.


Jeg synes det er utroligt billigt sluppet for Weber, da det han har gang i intet har med ishockey at gøre i mine øjne. Det ligner endnu et eksempel på at stjernespillere slipper billigt fra den slags forseelser, også selv om 'ofret' er en lige så stor stjerne. Desuden bliver der efter min mening lagt alt for stor vægt på om aktionen førte til en skade. At det sker efter slutsignalet kan kun være en skærpende omstændighed.

Weber har endda fået en bøde af tilsvarende størrelse tidligere på sæsonen for en tackling på Jannik Hansen. Dette har Shanahan valgt at se bort fra i sin bedømmelse, da han mener at der er tale om to forskellige slags situationer. Lektien er altså at hvis man sørger for god variation i sine svinestreger får man længere snor...

Helt overordnet mener jeg at man er nødt til at identificere hvilke ting man vil have fjernet fra spillet og så konsekvent straffe det hårdt, også selvom den spiller det gik ud over mere eller mindre tilfældigt slap uden mén. F.eks. ser man tit at skadens fulde omfang - i særdeleshed hjernerystelser - først kendes flere dage senere. På det tidspunkt er karantænen formentlig altid udmålt.

Det åbner desuden for at man råber op om spillere der nærmest er døden nær, blot for at påvirke Shanahan til at straffe den skyldige hårdere. Jeg synes helt klart man så et eksempel herpå da Aaron Rome tacklede Nathan Horton i Stanley Cup-finalen sidste sæson og fik 4 spilledages karantæne - lig med resten af serien. Boston var utroligt hurtige med at fortælle om den alvorlige hjernerystelse Horton fik og resultatet blev at Rome fik den længste karantæne der nogensinde er uddelt i en Stanley Cup-finale. For en tackling der som jeg ser det slet ikke var nær så hård som f.eks. den svinestreg Duncan Keith lavede på Daniel Sedin.

Shanahan har lavet mange gode tiltag siden han overtog rollen som karantænemester i NHL, men han trænger til at være langt mere konsekvent i sine domme.

Berlin

Befinder mig netop nu i Berlin. Har skaffet en billet til den første DEL-finalekamp i O2 Arena mellem Eisbären Berlin og Adler Mannheim.

Eisbären Berlin har en interessant fortid under navnet Dynamo Berlin i en østtysk liga der kun bestod af to klubber! Ikke overraskende lykkedes det klubben at vinde utallige nationale titler i DDR. I dag ejes klubben af den amerikanske multi-milliardær Philip Anschutz som blandt meget andet også er ejer af Los Angeles Kings. Med hans penge i ryggen har klubben haft god succes i DEL hvor man har hentet 5 titler siden 2005.

Mens jeg er i Berlin kan jeg ikke få denne gamle Gangsta Schlager German Style ud af hovedet....


Odense - hvad skete der lige dér?

Jeg havde ikke selv fornøjelsen af at se aftenens 3. DM-finale mellem Odense og Herning. Men helt ærligt Odense, hvad har i gang i? To sejre i to tætte finalekampe efterfulgt af en 1-8 snitter - på hjemmebane og så endda efter en drømmestart med et føringsmål efter 21 sekunder!

Da SønderjyskE valgte Herning som semifinalemodstander, tippede jeg Odense som DM-vinder. Et tip der så helt fornuftigt ud inden aftenens kamp. Nu bliver det spændende at se om denne kamp sætter sig varige spor på resten af serien eller om Odense - og Mustukovs i særdeleshed - kan vaske tavlen ren og komme igen i kamp 4. Uden at have set kampen kan jeg ikke udtale mig om hvorvidt Mustukovs spillede en dårlig kamp eller om han blev solgt af sit forsvar. Men 8 mål på 33 skud, det er den slags der kan give alvorlige ridser i lakken på en målmands selvtillid. Man er trods alt stadig foran 2-1 i serien, så måske var det bare endnu et eksempel på at et hold med ryggen mod muren kommer med større motivation.

torsdag den 12. april 2012

U18 VM skudt i gang i Brno

Danmark spillede i dag mod Canada i Brno i Tjekkiet og tabte forventeligt 1-6. Man var utvivlsomt oppe mod overmagten i dag mod Canada selvom canadierne stiller uden de spillere der er optaget af slutspillet i de tre canadiske juniorligaer. Alt andet end en dansk nedrykning vil være en fantastisk præstation.

Det danske mål blev scoret i power play af Hernings Oliver Bjorkstrand, assisteret af den tidligere Gentofte-spiller Yannick Vedel der spiller High School hockey i USA.

Slegr stopper - igen

Manden der delvist har lagt navn til denne blog - den tjekkiske back Jiri Slegr - stopper sin karriere efter et kortvarigt comeback for barndomsklubben HC Litvinov. Efter ikke at have spillet siden sæsonen 2009-10, gjorde Slegr i en alder af 40 år comeback da han hjalp Litvinov til at undgå nedrykning fra den bedste tjekkiske række, Extraliga. Slegr spillede 6 kampe for Litvinov i nedrykningsslutspillet og lavede 3 assists.

Slegr blev draftet af Vancouver i 1990 og spillede over 100 kampe for klubben før han blev tradet til Edmonton for Roman Oksiuta.

Canucks dukket i kamp 1

 Canucks 2 Los Angeles 3 (LA fører serien 1-0)

Det var skuffende at se Vancouvers indsats i nattens første kamp i Stanley Cup-slutspillet. Man spillede uskarpt og uden identitet.

Med tradet af Hodgson til Buffalo for Zack Kassian indikerede GM Mike Gillis at man ønskede en mere fysisk spillestil. Angiveligt for at matche bedre i en evt rematch mod Boston. I mine øjne kan det have ført til at man har sat sig mellem to stole. Læg dertil at man vel højst har 20-25 procent chance for at stå over for Boston, hvis man skulle kæmpe sig hele vejen til Stanley Cup-finalen.

Tradet bygger også på en forudsætning om at dommerne lægger samme linie som de gjorde i sidste sæsons slutspil. Det er der en del der tyder på at man ikke vil. Det minder lidt om da Anaheim vandt trofæet med en uhørt hård spillestil. Året efter fik man slet ikke lige så lang snor af dommerne og dermed var deres hårde spillestil ikke længere effektiv.

Jeg synes at man allerede efter nattens tre kampe kan spore en hårdere linie fra dommernes side. Det skal blive spændende at følge om denne linie vil blive fulgt hele vejen til trofæet bliver uddelt i juni.

Oveni hatten var Sulzer en vigtig back for Buffalo i de sidste kampe i grundspillet mens Gragnani ikke har gjort det bedre end at han var en healthy scratch i nattens kamp.

Luongo stod en rigtig god kamp. Han blev overladt til sig selv alt for ofte. Han laver en fejl på LA's mål i 3 mod 5 hvor han snyder lidt væk fra den forreste stolpe i forventning om en pasning på tværs af målet. Men det er svært at laste ham alt for meget for at lukke et mål ind i spil 3 mod 5. Et større problem i mine øjne var at Vancouvers backer alt for ofte lod overspille på den udvendige side, en svaghed der har været meget udtalt i denne sæson. Når så en vigtig back som Edler laver mange personlige fejl, bliver det for alvor svært.
Der skal helt klart spilles med større fokus fremover hvis Vancouver skal gå videre fra denne serie. En exit i første runde vil helt klart være uacceptabelt.

Med danske briller var det en udmærket præstation af Jannik Hansen der sluttede kampen minus 1. Et mål han dog ikke var direkte impliceret i. Han var desuden decideret uheldig med en afslutning der prellede af på overliggeren.

onsdag den 11. april 2012

Stanley Cup-jagt starter i nat

Kan så småt mærke spændingsniveauet stige inden nattens første kamp i Stanley Cup-slutspillet. Daniel Sedin bliver ikke klar til første kamp. Sidder med en lidt underlig mavefornemmelse der siger at det nok skal lykkes Vancouver at gå videre uden større problemer - samtidig med en følelse af at det hele kan krakelere på et øjeblik.

Danmark - Letland

Er det bare mig eller virker det som om Danmarks kæder i aftenens træningskamp er fundet ved lodtrækning?

Ikke et ord om Borat

Stor respekt til Stacy Dallman der på sin blog skriver om livet i Kazakhstan som hustru til Barys Astana-spilleren Kevin Dallman. Hendes ord om situationen i steppelandet med udbredt korruption og fattigdom er ikke faldet i god jord hos regeringen. Hendes mand kan nok roligt begynde at se sig om efter en ny klub...

Papkassemand smækker låget i

Sidder og følger med i pressekonfererencen  fra Malmö.

Pengekassen er smækket i fra mæcenen Jan Stenbeck. Han havde lovet at tilføre klubben 60 mill. SEK over tre sæsoner. Han siger nu at alle 60 mill. er brugt allerede efter én sæson og at han hverken kan eller vil tilføre flere penge.

Sidder bare tilbage med et håb om at man endelig får styr på sagerne. I den forgangne sæson har jeg fulgt Malmö tæt og det er noget af en oplevelse at gå til hockey i en arena der er klasser over hvad man kan finde i DK. Ja, den er vel endda en klasse over den projekterede multi-arena i København.

Spillet på banen har ikke stået mål med det antal millioner der er blevet hældt i projektet, men jeg har stor sympati for klubben som det 'rigtige' ishockey-Sverige elsker at hade.

Som dansker er det lidt forstemmende at høre på svenskere der synes at Malmö ikke er et 'rigtigt' sted at spille ishockey. Jeg elsker sporten og det kan kun gå for langsomt med at få spredt sporten ud til hele verden... Der er således pr. definition ikke nogen 'forkerte' steder at spille hockey.

Spillet på isen er ligeledes en klasse eller to over niveauet i AL-Bank ligaen. Det er ikke tilfældigt at man ser spillere som Starkov og Hersby der går fra ikke at kunne hænge med i Allsvenskan til at være profiler i AL-B.

Kan i øvrigt kun anbefale Mr Madhawk som en fantastisk kilde til hvad der rør sig i Malmö og på det svenske transfermarked. Han er en af de mest pålidelige kilder her i silly season.

Første indlæg


Første post

Eftersom dette er mit første indlæg i denne blog, er det vist på sin plads at jeg starter med at fortælle lidt om mig selv:

Jeg har været ishockey-fan hele mit liv. Jeg har en forkærlighed for følgende hold:

Rødovre Mighty Bulls
Vancouver Canucks

Som et barn af 80'erne er jeg vokset op med at se Sovjetunionen lammetæve Sverige på svensk tv. Russerne var så overlegne at jeg ikke havde fantasi til at forestille mig at NHL kunne hamle op med et russisk hold med KLM, Fetisov og Tretyak og Bykov og Kasatonov osv osv. Efterhånden som NHL fandt vej til Danmark - og de bedste russere fandt vej til NHL, gik det op for mig at Canada mindst var på niveau med russerne, omend der på det tidspunkt var milevid forskel på spillestilen.

Efter at have set en ung Pavel Bure dominere ved VM og derefter smutte til Vancouver, var min skæbne som Canucks-fan beseglet.

Her i denne blog vil jeg skrive om dansk og international ishockey, NHL og alt hvad jeg føler trænger til at få en kommentar med på vejen i den forbindelse. Meget vil blive set med farvede briller, men hvem ved, måske der osse vil komme øjeblikke med overraskende klarhed?

Vi får se... Man siger jo at hvem som helst kan være blogger, så lad os komme i gang.