søndag den 13. maj 2012

Simons tur

Hvad nu Bäckman?

Nu har Frederik Andersen fået fire starter ved VM og det er bare at konstatere at han endnu ikke har spillet op til det niveau han præsterede i Elitserien. Jeg synes ikke han var uden skyld på de to tyske mål. Det kan skyldes at han er slidt efter en lang sæson. Jeg tror dog at det til dels skyldes at Frederiks stil er afhængig af god opbakning fra backerne, noget han ikke har fået hidtil i dette VM. Uanset hvad det skyldes, synes jeg det er på høje tid at give rollen som førstemålmand til Simon Nielsen - ihvertfald så længe han leverer.

Og kære Bäckman: Lyt nu til de røster der vil have Eller som center! Det korte af det lange er at han præsterer bedre som center. Forsøget på at skabe en 'superkæde' har fejlet eklatant. Vi har ikke råd til at anvende én af vores vigtigste spillere på en plads hvor han ikke præsterer 100 %. Nu er det på tide at forsøge en anden fremgangsmåde med flere balancerede kæder. Ender det med dansk nedrykning er det Bäckman der står med hovedansvaret. Vis nu for en gangs skyld lidt mere mod end stædighed!

Nu har Danmark to skud tilbage i bøssen og jeg vil mene at vi har bedre chancer mod Letland end mod Norge. Letland har haft en tendens til at løbe tør for kræfter mod slutningen af kampene. Noget kunne tyde på at man også set over hele turneringen er ved at løbe tør for kræfter. Måske er det noget Danmark kan udnytte, men for at kunne gøre det er det afgørende at man har mere end én kæde der kan lægge pres på i letternes zone.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar