lørdag den 5. maj 2012

Skuffende god indsats af Danmark

Det var generelt set en imponerende indsats af det danske landshold ved deres første kamp ved VM mod Tjekkiet.

Lad mig starte med at sige at alle fire angrebskæder fungerede godt og der er ikke umiddelbart nogen grund til at ændre kæderne til næste kamp. Jannik Hansen var tydeligvis langt bedre i dag end senest mod Italien og det bidrog til at Danmark havde mere end én kæde der kunne lægge pres i angrebszonen. Hans værdi som en utrættelig forechecker skal heller ikke undervurderes, det hjælper resten af holdet med at komme på plads og evt skiftet ud mens Hansen til tider ene mand formår at holde modstanderne fanget i egen zone.

Trediekæden havde også en hel del gode skift mens fjerdekæden gjorde det OK. Dog blev fjerdekæden til tider presset i bund når den blev matchet mod tjekkernes førstekæde, men det er bestemt ikke noget jeg vil lægge dem til last. Hvis nogen endelig skal have skylden for det er det vel Per Bäckman, men det er jo ikke altid muligt at matche kæderne når tjekkerne som hjemmehold har ret til at sætte deres kæde på isen sidst.

Der var heller ikke noget at indvende imod tjekkernes scoringer. Der var ikke offside i målfeltet på tjekkernes første mål da den tjekkiske spiller ikke forhindrede Frederik Andersen i at forsøge at stoppe pucken, ligesom han heller ikke decideret tog opstilling i målfeltet. Om han evt kommer ind i målfeltet en brøkdel af et sekund før pucken er irrelevant. På det mål vil jeg dog gerne stille spørgsmålstegn ved den disposition at Frans Nielsen ved målet spillede sit andet skift i samme undertalssituation. Han havde altså da målet blev scoret (fire sekunder efter at udvisningen til Philip Larsen udløb) spillet ca 1½ minut i undertal. Jeg synes det var tydeligt at han ikke havde meget tilbage i tanken ved scoringen og han var da også usædvanlig passiv i sit hjørne af box'en. Frans er utvivlsomt en af DK's bedste spillere - måske dén bedste - men i undertal er det uhyre vigtigt altid at have friske folk på isen. Jeg kan ikke mindes at have set andre hold spille med den samme spiller i 1½ minut af en tominutters-udvisning, såfremt det ikke ligefrem skyldes at spilleren blev 'fanget' i egen zone. Tværtimod tilstræber de fleste hold at man skifter PK-spillere hver 25 - 30 sekunder såfremt det er muligt. Det er dog ikke noget Frans skal bebrejdes, men et valg der falder tilbage på Bäckman.

Tjekkernes anden scoring vil jeg heller ikke indvende noget imod. Det er ganske rigtigt at dommeren kunne have fløjtet for blokering, men det er en kendelse som dommerne helst vil undgå og man ser derfor tit at de giver spillerne ret lang tid til at få pucken fri. Man spiller til der er fløjtet og så er den ikke længere.

Frederik Andersen leverede en habil indsats, men vi må erkende at han blev overstrålet af tjekkernes målmand Jakub Kovar. Lad os håbe at det danske landshold får hul på bylden hurtigt mod Italien på søndag. Ellers kan Daniel Bellissimo også blive en hård nød at knække. Bellissimo har haft en rigtig god sæson i Allsvenskan for Bofors / Karlskoga og skifter til Elitserieholdet Timrå til den kommende sæson. Spillet i powerplay skal blive markant bedre og især spillet i 5 mod 3 må ikke være så ineffektivt som det var tilfældet i dagens kamp.

En lille sidste bemærkning: Simon Nielsen var omklædt som andenmålmand til dagens kamp. Jeg må sige jeg er en smule overrasket over at Nielsen - tilsyneladende i kraft af 3 (tre!) gode kampe i det finske slutspil har formået at spille sig foran Galbraith i det danske målmandshieraki.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar