tirsdag den 8. maj 2012

Danmark mobbet...



Jeg synes ikke der var meget opløftende at hente ud af dagens kamp mod Sverige. Det danske forsvarsspil blev endnu en gang udstillet og det var vel kun andenkæden med Hansen, Jakobsen og Madsen der kunne være sin indsats bekendt. Ganske vist scorede førstekæden tre af de danske mål, men to af dem var i powerplay og der var ganske enkelt for mange fejl og svigt i øvrigt til at jeg kan godkende deres indsats. Det er også værd at bemærke at kun Daniel Nielsen, Stefan Lassen samt Madsen og Hansen sluttede med et plus i plus/minus statistikken.

Det er også værd at bemærke at Danmark først fik et ben til jorden da Sverige begyndte at spille i slowmotion og var i 'legestue-mode'. Indtil da blev det danske mand-til-mand spil i den grad udstillet og de svenske kommentatorer på TV4 undrede sig over den danske taktik. Måske var det en idé at prøve med lidt zoneopdækning når vi er oppe imod de absolut stærkeste nationer?

Bäckman leger desuden med ilden når han endnu en gang giver starten til Frederik Andersen. Og at han ikke skifter ham ud efter han er blevet skudt i sænk - enten ved 0-4 eller 1-6 - er mig aldeles uforståeligt. Han risikerer i dén grad at stå med en træt førstemålmand blottet for selvtillid til de altafgørende kampe mod Letland, Tyskland og Norge.

For mig var Jannik Hansen bedste dansker i aften. Han viste noget af det drive der skal til hvis vi skal overleve i A-gruppen. Fysik, fart og vilje - og to flotte assister.

Ud over de mange fejl fra hele førstefemmeren - for en gangs skyld Jesper B. Jensen inkluderet - var det frustrerende at se Frans Nielsens spil. Han har et højt anlagt spil og et godt blik for spillet, men hvor ville jeg dog gerne se ham spille med lidt mere fysik og vilje. Eller leverede rent offensivt med en flot scoring, men lige som resten af kæden lavede han alt for mange fejl.

OK at Danmark kom lidt tilbage i kampen efterhånden som svenskerne gav os lov, men det er ikke noget vi kan bruge til ret meget. Men man kan da håbe at de danske spillere trods alt fik tanket lidt selvtillid som de kan tage med videre i turneringen.


Her er en lille svensk klassiker fra 70'erne der vist beskriver hvordan de danske spillere må have følt det i de første to perioder. I øvrigt sunget af den dansk-fødte skåning Niels Jensen i en alder af blot 15 år:







Næste kamp er på torsdag mod Rusland. En kamp der let kan få et lignende forløb som dagens kamp mod Sverige. Dog er der en klar mulighed for at russerne undervurderer os og det er nok det eneste der gør at man kan håbe på at Danmark kan skabe sensationen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar