onsdag den 27. juni 2012

Oliver Bjorkstrand CHL-draftet

Lillebror Bjorkstrand blev i dag draftet i CHL's Import Draft af Portland Winterhawks fra WHL. De canadiske klubber plejer at have ret godt styr på hvorvidt den draftede spiller vil flytte over og spille for dem før de draftes, så mon ikke Bjorkstrand spiller på den amerikanske vestkyst i den kommende sæson? Ingen tvivl om at en god sæson i WHL vil være et langt større udstillingsvindue i forhold til NHL-draften 2013 end en god sæson i AL-Bank Ligaen.

Portland Winterhawks har desuden gode erfaringer med danske spillere, da det var der Jannik Hansen spillede en enkelt sæson inden han rykkede videre til Vancouver Canucks' AHL-hold.

UPDATE:
Daniel K. Hansen fra SønderjyskE blev også draftet. Den 17-årige back blev taget i anden runde af Medicine Hat Tigers. Jeg må tilstå at jeg er temmelig overrasket over at en forholdsvis lille back (listet som 178 cm og 68 kilo) er interessant for en klub i den ret fysiske WHL-liga.

lørdag den 23. juni 2012

Draftnyt dag 2

Frederik Andersen draftet af Anaheim i tredie runde. Man må formode at de har snakket med ham og sikret sig at han gerne vil spille for dem, ellers er det et ret højt draftvalg at gamble med. I øvrigt interessant at han bliver klubkammerat med svenskeren Viktor Fasth. De to var vel de to klart bedste målmænd i Elitserien sidste sæson, Andersen for Frölunda og Fasth for AIK.

Har ikke så meget at udsætte på Vancouvers valg af Brendan Gaunce i første runde. Synes måske nok at man kunne have valgt en lidt mere spændende spiller end 20-årige Alexandre Mallet i anden runde. Måske en Tim Bozon, Adam Pelech, Kosmachuk eller Tanner Richard.

Og sørme om ikke vi fik dansker nr. 2 draftet i dag: Thomas Spelling er blevet draftet af New York Rangers i femte runde som nr. 142 i alt!

Draftnyt

Lige kommet et kæmpe trade ind af Pittsburgh der sender Jordan Staal til Carolina for nr. 8 valg i dette års trade plus Brandon Sutter og Brian Dumoulin. Jeg forventer at den næste Staal familiefest vil foregå i Carolina. De mangler kun Rangers' Marc for at ha' hele sættet. Pittsburgh bruger det nyerhvervede draft valg på backen Derrick Pouliot. Umiddelbart en god deal for Pittsburgh i betragtning af at Staal ikke ville forlænge og Carolina nok var en af få klubber der kunne føle sig rimelig sikker på at de vil kunne få Staal til at skrive under på en ny kontrakt.

Er ikke overrasket over at se Filip Forsberg synke i draften. Har haft fornøjelsen af at se ham i Malmö et par gange i denne sæson og han var begge gange temmelig anonym. Hans udmelding om at han vil blive i Sverige mindst én sæson til har helt sikkert heller ikke hjulpet. Jeg har f.eks. helt klart finske Teuvo Teräväinen højere på min liste end Forsberg...

Tradet af Mike Ribeiro til Washington fatter jeg ikke rigtig. Med mindre det er økonomiske hensyn der vejer tungest for Dallas kan jeg ikke rigtig se hvorfor de skiller sig af med Ribeiro. De har slet ikke en center der er  klar til at overtage Ribeiros plads.

Noterer mig også at Montreal drafter centeren Alex Galchenyuk. Han er formentlig ikke i spil til en plads i NHL allerede til den kommende sæson, men han kan altså blive endnu en konkurrent til Lars Eller på centerpladsen om 2-3 år.

Washington tager Forsberg som nr. 11 overall. TSN sammenligner Forsbergs potentiale med Johan Franzén. En meget god sammenligning hvis Forsberg når sit potentiale, men jeg kan godt forstå hvis man fra klubbernes side har lidt større forhåbninger til en spiller der er rangeret som nr. 3 end en Johan Franzén klon.

torsdag den 21. juni 2012

Gratton ny U20 landstræner

Rødovres cheftræner Brad Gratton er efter kun en enkelt sæson i Danmark blevet udnævnt til ny U20-landstræner. Unægtelig noget af et skulderklap til canadieren der fik Rødovre til at præstere over forventning i sidste sæson.

Mit umiddelbare indtryk af Grattons trænerevner er da også helt og aldeles positivt. Langt de fleste unge spillere i Rødovre-truppen viste en klar positiv udvikling hen over sæsonen, så ud fra dén betragtning vil jeg sige at Gratton har bevist at han kan arbejde med unge spillere.

Når alt det er sagt, så ærgrer det mig at man ikke har fundet en fuldtidstræner til jobbet. Der ligger naturligvis nogle benhårde økonomiske hensyn bag den beslutning og det har jeg fuld forståelse for. Men jeg synes at man i den forgangne sæson så nogle tegn på hvad der kan være af begrænsninger når man har en træner på posten som alt andet lige kun har U20-landstrænerposten som et bijob.

Bjorkstrand har med sine mange mesterskaber i Herning gang på gang bevist sit format som klubtræner. Men som U20-landtræner synes jeg han begik nogle fejl som kunne have været undgået med en fuldtidsansat træner. Det siger sig selv at Bjorkstrand i sin kalender ikke havde tid til at se ret mange U20-klubkampe rundt om i Danmark, endsige følge de danske spillere i Sverige eller Nordamerika ret tæt. Dette førte efter min mening til at nogle spillere som burde have været med slet ikke blev udtaget. Ligeledes blev nogle spillere ikke brugt i en rolle der passede til deres evner. Dette kunne have været undgået med lidt bedre scouting.

Jeg indser naturligvis at DIU ikke har råd til at lade sin U20-træner fise over Atlanten i tide og utide, men jeg forestiller mig at man kunne alliere sig med nogle af de amatør-scouts der opererer både i Sverige og i Nordamerika. F.eks. bruger holdene fra den canadiske junior-liga ofte disse uofficielle scouts til at holde styr på de 14-16-årige spillere som de skal drafte. Det burde være muligt at få bedre scouting af de danske spillere i f.eks. NAHL og USHL.

Men alt mulig held og lykke til Gratton i hans dobeltjob i den kommende sæson. Heldigvis virker det ikke til at hans rolle som U20-landstræner vil gå ud over hans arbejde i Rødovre i nævneværdig grad.

tirsdag den 12. juni 2012

Kings tar trofæet

Los Angeles Kings vinder fuldt fortjent Stanley Cuppen 2012 efter at have besejret New Jersey Devils med 4-2 i kampe. Sidste kamp blev vundet med overbevisende 6-1 efter at New Jerseys Steve Bernier i første periode pådrog sin en fem-minutters udvisning + game misconduct for en boarding på Rob Scuderi. I det efterfølgende fem minutter lange powerplay scorede LA hele 3 gange, og derefter var der egentlig aldrig tvivl om udfaldet.

Som Canucks-fan er det en ringe trøst at det nu er 3. sæson i træk at Vancouvers overmænd i slutspillet ender med at vinde Stanley Cuppen. Oveni gør det lidt ekstra ondt at se hvor god en spiller Anze Kopitar er blevet. Dels fordi Vancouver havde muligheden for at drafte sloveneren tilbage i 2005, dels fordi han for altid vil få en Canuck-fan til at tænke tilbage på dén spiller Canucks valgte i stedet, Luc Bourdon. Bourdon havde allerede vist sit potentiale da han ganske tragisk døde som blot 21-årig i en motorcykel-ulykke.

Conn Smythe trofæet gik ikke helt uventet til LA's målmand Jonathan Quick. Quick's slutspilsstatistik lyder på 16 sejre og 4 nederlag, et Goals Against Average på 1,43 og en redningsprocent på 0,946.

lørdag den 9. juni 2012

Nedtur

Stanley Cup-finalen er ikke det eneste ishockeytrofæ der spilles om i øjeblikket. I AHL er man godt i gang med finaleserien der spilles mellem Tampa Bays farmerhold Norfolk Admirals og Toronto Maple Leafs' bysbørn Toronto Marlies.

Kamp nummer tre i serien fik en dramatisk afgørelse da Norfolk-spilleren Mike Kostka godt 9 minutter inde i overtiden sendte pucken ind i Torontos zone. Torontos målmand skøjtede om bag sit mål for at stoppe pucken, men den ramte en af de metalstænger der adskiller de enkelte stykker plexiglas og klemte sig fra en utrolig spids vinkel lige nøjagtig over stregen. Målet gav Norfolk en 1-0-sejr og en føring på 3-0 i serien der ligesom i Stanley Cup-finalen spilles bedst af syv kampe.


Torontos målmand Ben Scrivens havde stået en fantastisk kamp indtil han måtte strække våben overfor dette bizarre mål. Ikke nok med at det var et ekstremt uheldigt mål at lukke ind, den langsomme gengivelse viser også at der var en afventende offside og målet derfor burde have været annulleret.

Én af de to hoveddommere var i øvrigt svenskeren Marcus Vinnerborg.

Det er næppe den eneste gang i denne sæson at Norfolk har haft marginalerne med sig. Holdet vandt de sidste 28 kampe i grundspillet! I slutspillet har man ikke været meget dårligere hvor man har vundet 14 kampe og kun tabt tre. Man har vundet de seneste 9 kampe i slutspillet og kan tage Calder Cup-trofæet med en sejr her til aften i Toronto.

onsdag den 6. juni 2012

Krutov tabte sin sidste kamp

Russisk ishockey har lidt endnu et tab i dag. Vladimir Krutov er død i en alder af bare 52 år. En sæson der blev indledt med det tragiske flystyrt der kostede 44 mennesker fra KHL-klubben Lokomotiv Yaroslavl livet, rundes nu af med nyheden om Krutovs død.



Som en del af den fantastiske KLM-kæde - og den såkaldte superfemmer når backerne Fetisov og Kasatonov inkluderes - fejrede Krutov store triumfer med Sovjetunionen op igennem 80'erne. Russerne selv pegede på Krutov som den mest talentfulde af de fem.

Krutov var vel også den af de fem der blev hårdest mærket af de barske metoder som træner Tikhonov benyttede sig af. Jeg kan kun anbefale at se den fremragende svenske dokumentar 'CCCP Hockey' fra 2004 om tiden i CSKA Moskva og hvilke ofre spillerne måtte bringe for at opnå de store resultater.



Krutov i koma

Den tidligere sovjetiske storspiller Vladimir Krutov er blevet lagt i kunstigt koma på et hospital i Moskva, formentlig som følge af indre blødninger. Hans tilstand betegnes som kritisk.

Krutov var en fast bestanddel på det sovjetiske landshold op igenem 80'erne inden han i 1989 som en af de første russere skiftede til NHL og Vancouver Canucks. Opholdet hos Canucks var dog ingen udpræget succes. Krutov, der i forvejen var en kort, tætbygget spiller, blev i Canada beskyldt for at være decideret overvægtig, ligesom han også led af hjemve. Derfor blev det kun til en sæson hos Canucks inden turen gik tilbage til Europa hvor han først spillede nogle sæsoner i Schweiz - bl.a. sammen med Anatolij Chistyakov - inden han afsluttede med fire sæsoner i svensk Division 1 og Division 2.

Krutovs senere karrierevalg kan tolkes som et udtryk for at han var træt af livet på det absolutte eliteniveau, efter mange år under Viktor Tikhonovs nærmest diktatoriske ledelsesstil. Der skal dog ikke herske tvivl om at Krutov var en fantastisk spiller. Samen med Igor Larionov og Sergej Makarov udgjorde han op igennem 80'erne den såkaldte 'KLM-kæde', Sovjetunionens ubestridte førstekæde.



Med et ydmygt håb om at Google Translate kan klare opgaven:

скорейшего выздоровления, Владимир!