søndag den 15. juli 2012

En krigserklæring

NHL's første udspil til en ny overenskomst kan ikke betegnes som andet end en krigserklæring. Der er selvfølgelig tale om et udkast der skal forhandles og af forhandlingstaktiske årsager er det et pænt stykke fra hvad NHL vil kunne acceptere når forhandlingerne er overstået.

De følgende punkter er på ligaens forslag:


  1. Spillernes andel af omsætningen sænkes fra 57 % til 46 %.
  2. UFA-grænsen hæves til 10 sæsoner mod 7 sæsoner i dag.
  3. Kontraktlængderne begrænses til max. 5 år.
  4. De såkaldte arbitration-domstole afskaffes.
  5. Rookie-kontrakter vil gælde i 5 år mod de nuværende 3.

1. Her kan man nemt gennemskue det forhandlingstaktiske element. Og det er paradoksalt nok måske også det punkt hvor man vil have lettest ved at nå til enighed. Jeg forestiller mig at de to sider vil kunne nå til enighed på 50-52 %. Det er også det niveau man ligger på i f.eks. NBA.

2. Denne pille bliver meget svær at sluge for spillerne. For en hel del spillere ville denne øgning betyde at de ikke ville opnå UFA-status før de er i deres karrieres efterår.

3. De monsterlange kontrakter vi har set de seneste år i NHL er garanterede kontrakter. Der er praktisk taget ikke nogen smuthuller hvor klubben kan ophæve kontrakten før tid. En 15-årig kontrakt som eksempelvis den Rick DiPietro fik af Islanders er altså en klar fordel for spilleren. At begrænse kontraktlængden til 5 år vil være et stort indhug i spillernes jobsikkerhed. Meeen, måske man kan blive enige om en max-længde på 7-8 år.

4. Dette punkt synes jeg er alvorligere end det måske ser ud ved første øjekast. En fjernelse af disse voldgiftsdomstole vil gøre det betydeligt nemmere for klubberne at 'tryne' en spiller i lønforhandlingerne. Ikke mindst når det kobles med en forlængelse af RFA-perioden. Uden en uvildig domstol risikerer vi at se betydeligt flere holdouts end vi har set de seneste sæsoner. Ejerne ved desuden at det ofte er nemt at få spilleren til at være skurken i dén slags situationer. For os almindelige dødelige kan det jo være svært at forstå hvordan en spiller kan sige nej til en kontrakt på f.eks. 2 millioner dollars om året. Men, hvis spilleren ser at sammenlignelige spillere tjener det dobbelte eller mere er der jo ikke noget at sige til at han ikke vil skrive under. Det er netop den funktion voldgiftsdomstolen har udfyldt.

5. En automatisk rookie-kontraktlængde på 5 år er i mine øjne ret ekstrem. Ikke mindst fordi rookierne er underlagt deres helt eget lønloft. Fem-årige rookie-kontrakter ville være en katastrofe for alle parter. Der bliver skrevet rigtig mange rookie-kontrakter hvert år. Mange af disse unge spillere når dog aldrig NHL. I disse tilfælde vil en fem-årig kontrakt være en alvorlig klods om benet på en ung spiller, før han kan komme til f.eks. en europæisk liga på spillerens niveau. Omvendt har vi før set at netop rookierne er blevet 'ofret' under disse forhandlinger, så jeg vil ikke afvise at de endnu en gang kan stå for skud.


Inden dette udspil var jeg optimistisk og følte mig overbevist om at de to parter ville nå til enighed inden sæsonstart. Vi taler trods alt om en liga med stigende omsætning år efter år. Men med dette udspil tror jeg det kan blive svært at blive enige inden pucken bør ramme isen til oktober.

Splittelsen er måske i virkeligheden mellem de ejere der tjener masser af penge og de ejere der har svært ved at følge med og spendere dollars op til det evigt stigende løngulv som i den nuværende aftale er låst fast 16 millioner dollars under lønloftet. Der eksisterer en udligningsordning som bevirker at de rige klubber hvert år betaler mange millioner dollars til de fattigste klubber. Det er de rige klubber selvsagt ikke helt glade for. Og på trods af denne ordning er flere af de fattigste klubber i alvorlige økonomiske problemer. Oveni dette er det en liga der hylder ligheden mellem holdene. At alle klubber inden sæsonstart har en chance for at vinde trofæet. Man vil for alt i verden undgå scenariet fra europæisk fodbold hvor kun få klubber har en reel chance for at vinde titlen. Dette er som jeg ser det det virkelige columbus-æg der skal løses.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar