Ny næsten-dansker til Allsvenskan?

Vyacheslav "Slava" Truhno meldes i flere svenske netmedier på vej til den nyoprykkede Allsvenskan-klub Asplöven. Truhno - søn af den tidligere Rødovrespiller Leonid Truhno - spillede den seneste sæson for Medvescak Zagreb i den primært østrigske EBEL-liga. Her gjorde Truhno pænt væsen af sig med 35 point i 34 kampe.

Slava Truhno blev betragtet som et stort talent og han blev således draftet af Edmonton Oilers i fjerde runde i 2005. Han fik kontrakt med Edmonton, men slog sig dog aldrig igennem til NHL og tilbragte fire sæsoner i AHL og ECHL inden han returnerede til Europa inden 2011-12 sæsonen.

Truhno Junior kunne være blevet et aktiv for det danske landshold, men han valgte at stille op for Rusland ved U18-VM tilbage i 2005. Dermed blev vejen til at spille for Danmark meget lang og grænsende til utopi da det ville kræve en dispensation fra IIHF samt at Truhno skulle spille mindst fire sæsoner i Danmark. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt at Truhno valgte at spille for Rusland efter at han havde modtaget støtte fra TeamDanmark. Man kan jo håbe at den slags ikke længere er muligt.

Asplöven rykkede i øvrigt først endegyldigt op i Allsvenskan for ganske nyligt. Borås fik frataget sin plads i serien efter at forbundet vurderede at man ikke levede op til de økonomiske krav der stilles for at få lov til at spille i Allsvenskan. Asplöven har på den baggrund haft meget travlt med at forstærke sin trup i de seneste uger.

En krigserklæring

NHL's første udspil til en ny overenskomst kan ikke betegnes som andet end en krigserklæring. Der er selvfølgelig tale om et udkast der skal forhandles og af forhandlingstaktiske årsager er det et pænt stykke fra hvad NHL vil kunne acceptere når forhandlingerne er overstået.

De følgende punkter er på ligaens forslag:

1. Spillernes andel af omsætningen sænkes fra 57 % til 46 %.
2. UFA-grænsen hæves til 10 sæsoner mod 7 sæsoner i dag.
3. Kontraktlængderne begrænses til max. 5 år.
4. De såkaldte arbitration-domstole afskaffes.
5. Rookie-kontrakter vil gælde i 5 år mod de nuværende 3.

1. Her kan man nemt gennemskue det forhandlingstaktiske element. Og det er paradoksalt nok måske også det punkt hvor man vil have lettest ved at nå til enighed. Jeg forestiller mig at de to sider vil kunne nå til enighed på 50-52 %. Det er også det niveau man ligger på i f.eks. NBA.

2. Denne pille bliver meget svær at sluge for spillerne. For en hel del spillere ville denne øgning betyde at de ikke ville opnå UFA-status før de er i deres karrieres efterår.

3. De monsterlange kontrakter vi har set de seneste år i NHL er garanterede kontrakter. Der er praktisk taget ikke nogen smuthuller hvor klubben kan ophæve kontrakten før tid. En 15-årig kontrakt som eksempelvis den Rick DiPietro fik af Islanders er altså en klar fordel for spilleren. At begrænse kontraktlængden til 5 år vil være et stort indhug i spillernes jobsikkerhed. Meeen, måske man kan blive enige om en max-længde på 7-8 år.

4. Dette punkt synes jeg er alvorligere end det måske ser ud ved første øjekast. En fjernelse af disse voldgiftsdomstole vil gøre det betydeligt nemmere for klubberne at 'tryne' en spiller i lønforhandlingerne. Ikke mindst når det kobles med en forlængelse af RFA-perioden. Uden en uvildig domstol risikerer vi at se betydeligt flere holdouts end vi har set de seneste sæsoner. Ejerne ved desuden at det ofte er nemt at få spilleren til at være skurken i dén slags situationer. For os almindelige dødelige kan det jo være svært at forstå hvordan en spiller kan sige nej til en kontrakt på f.eks. 2 millioner dollars om året. Men, hvis spilleren ser at sammenlignelige spillere tjener det dobbelte eller mere er der jo ikke noget at sige til at han ikke vil skrive under. Det er netop den funktion voldgiftsdomstolen har udfyldt.

5. En automatisk rookie-kontraktlængde på 5 år er i mine øjne ret ekstrem. Ikke mindst fordi rookierne er underlagt deres helt eget lønloft. Fem-årige rookie-kontrakter ville være en katastrofe for alle parter. Der bliver skrevet rigtig mange rookie-kontrakter hvert år. Mange af disse unge spillere når dog aldrig NHL. I disse tilfælde vil en fem-årig kontrakt være en alvorlig klods om benet på en ung spiller, før han kan komme til f.eks. en europæisk liga på spillerens niveau. Omvendt har vi før set at netop rookierne er blevet 'ofret' under disse forhandlinger, så jeg vil ikke afvise at de endnu en gang kan stå for skud.

Inden dette udspil var jeg optimistisk og følte mig overbevist om at de to parter ville nå til enighed inden sæsonstart. Vi taler trods alt om en liga med stigende omsætning år efter år. Men med dette udspil tror jeg det kan blive svært at blive enige inden pucken bør ramme isen til oktober.

Splittelsen er måske i virkeligheden mellem de ejere der tjener masser af penge og de ejere der har svært ved at følge med og spendere dollars op til det evigt stigende løngulv som i den nuværende aftale er låst fast 16 millioner dollars under lønloftet. Der eksisterer en udligningsordning som bevirker at de rige klubber hvert år betaler mange millioner dollars til de fattigste klubber. Det er de rige klubber selvsagt ikke helt glade for. Og på trods af denne ordning er flere af de fattigste klubber i alvorlige økonomiske problemer. Oveni dette er det en liga der hylder ligheden mellem holdene. At alle klubber inden sæsonstart har en chance for at vinde trofæet. Man vil for alt i verden undgå scenariet fra europæisk fodbold hvor kun få klubber har en reel chance for at vinde titlen. Dette er som jeg ser det det virkelige columbus-æg der skal løses.

Pavel Bure i Hall of Fame

Sammen med Joe Sakic, Adam Oates og Mats Sundin blev Pavel Bure sidste uge valgt ind i Hockey Hall of Fame i Toronto. Dermed blev han den første 'rigtige' Canucks-spiller i HHOF når man ser bort fra spillere der kun var i Vancouver i enkelte sæsoner uden succes (her tænkes specifikt på Mark Messier og Mats Sundin).

Eftersom Bure egenhændigt er skyld i at jeg blev Canucks-fan, kan jeg kun sige: "Det var sørme også på tide!" Bure var en dynamisk spiller der alene var billetprisen værd i en periode hvor Canucks kun sjældent havde et slagkraftigt hold. Han havde derfor også ofte kædekammerater der nøgternt set lå langt under Bures niveau. Han var drivkraften bag, og stjernen på, det hold der overraskede stort ved at nå Stanley Cup-finalen 1994. Han huskes især for at have scoret det spektakulære afgørende mål i overtiden i første runde af slutspillet mod Calgary Flames. Dét mål er da også nr. 1 på denne liste over Bures 10 bedste mål.

På trods af alle hans åbenlyse kvaliteter, er der alligevel et noget ambivalent forhold mellem Bure og Canucks. Han deler nærmest byen Vancouver ned gennem midten. Mange mener (inkl. undertegnede) at klubben ved adskillige tilfælde behandlede Bure dårligt, og at det derfor ikke var underligt at Bure til sidst nægtede at spille for klubben og forlangte at blive tradet. Andre lægger skylden på Bure, og har endnu ikke tilgivet ham at han vendte klubben og byen ryggen.

Jeg tilhører som nævnt den første kategori. Det siges bl.a. at engang da Bure forhandlede ny kontrakt med Vancouver og de var blevet enige om et beløb, mødte Bure op på GM Pat Quinn's kontor for at skrive under. Pludselig var det beløb man enedes om blevet ændret fra amerikanske til canadiske dollars, som på det tidspunkt var væsentligt lavere i kurs.

Der skal dog ikke herske nogen tvivl herfra om at Bure er den bedste spiller Canucks nogensinde har haft. Han var vel nok den mest dynamiske spiller i sin samtid og mindede en del i spillestil om en ung Alexander Ovechkin. Desværre sled denne spillestil hårdt på Bure og han gennemgik bl.a. flere store knæoperationer inden han stoppede sin karriere i en alder af blot 32. Han opnåede således ikke den langvarige karriere som ofte er en stor hjælp for at blive optaget i HHOF. Og han spillede i en tid hvor defensiven var i højsædet og hooking og holding og alle mulige andre former for obstruction var tilladt i en grad som ikke tåler sammenligning med hvad der tillades i dag. Alligevel opnåede han et imponerende PPG på 1,11 - foran bl.a. Bobby og Brett Hull, Mark Messier, Adam Oates og Ron Francis.

Nu er der imidlertid gået 14 år siden Bure forlod Canucks. Måske tiden læger alle sår? Der går ihvertfald rygter om at Vancouver har tilbudt Bure 'en ceremoni af en slags'. Noget som Bure efter sigende har sagt han ikke er parat til. Her tillader jeg mig at gætte på at der er tale om at tilføje Bure til Canucks' såkaldte 'Ring Of Honor'. Noget som Orland Kurtenbach, Kirk McLean, Thomas Gradin og Harold Snepsts tidligere har haft æren af. Utvivlsomt en hæder et niveau eller to under at få fredet sit nummer, så på den baggrund kan jeg godt forstå at Bure har sagt 'tak, men nej tak'.



Uden at der skal gå totalt TMZ i denne blog, så bemærkede jeg at Ovechkin i dag var courtside ved Wimbledon da Maria Kirilenko spillede sig i kvartfinalen tidligere i dag. Når man først én gang har fået smag for blondiner... Måske prøver Ovechkin bare at følge Bures eksempel endnu en gang. Bure var efter sigende forlovet med selveste Anna Kournikova en overgang.